Rum-teknologi, der fik techblogger til at græde
februar 28, 2008 af Lykkelig i nørdland
Om ikke så længe vil Microsoft åbne for, at vi alle kan få et helt ekstraordinært kig ud i det verdensrum, som vores lille, sarte jord er en del af. Og netop det kig var, hvad der fik en af techverdenens mest kendte bloggere, Robert Scoble, til - for kort tid siden - at fortælle, at han havde grædt, da Microsoft havde demonstreret en nyhed. På daværende tid måtte han intet afsløre, men han kunne ikke lade være med at fortælle, hvor rørt han blev.
Nu er Microsoft gået ud offentligt med lidt information om sit World Wide Telescope. Men læs Scobles beretning om, hvorfor han græd - her er blot et pluk:
I cried because I imagined all the kids, like my sons, who will be inspired by what they see. It took me back to the days when John Kennedy wanted us to go to the moon.
Hans beretning giver en god introduktion. Og se så, hvad videnskabsmænd siger. Klik på “Seeing World Wide Telescope”, når du har klikket ind her. “Det er fremtidens science education”. “Det gør det muligt for dig at fortage din egen rumrejse”. “Det er det magiske tæppe”.
Også mange blandt disse virker, som om de har måttet knibe en tåre, trods det, at de jo længe har haft direkte adgang til at se billederne fra de involverede teleskober. Men det er vist kombinationen, der gør det ekstra betagende.
Måtte det blive en fast del af undervisningen i de danske folkeskoler og gymnasier, selv om der sikkert er Microsoft-hadere også i den danske lærerstand.
Tilbage til Robert Scoble. Han blev faktisk kendt blogger, mens han selv arbejdede hos Microsoft. Han kritiseres jævnligt for slet ikke at være techkyndig nok og alt for let at begejstre. Jeg følger alligevel hans blog, også fordi der SKAL være plads til begejstring i vores liv.
Scoble har for længst fået en ny karriere som “videoblogger” hos PodTech og nu er han gået videre medieselskabet Fast Company, hvor han nærmest laver videoklummer. Jeg ser dog ikke hans videoer… det har jeg sgutte tid til:-)

Jeg læste godt Scobles oprindelige grædehistorie og jeg må indrømme, at jeg først tænkte “jaja - Scoble er rigtig god til at få opmærksomhed” - men alligevel fik jeg lidt våde øjne, da jeg læste begrundelsen. Begejstring for videnskab er smukt.
:-)
Dorte