Eksemplets afskrækkende magt
marts 11, 2008 af Lykkelig i nørdland
“Min datter vil under ingen omstændigheder arbejde med it.” Det er et udsagn, som jeg har hørt fra adskillige kvinder, der selv er i IT-branchen, og senest i går hørte jeg det igen. Jeg deltog i et arrangement hos IBM i anledning af kvindernes internationale kampdag, og efterfølgende fulgtes jeg og en dygtig, erfaren it-kvinde ud til de parkerede biler.
Hendes udsagn ryster mig jo lidt, jeg tror jo, at eksemplets magt smitter, og i høj grad moderens. Men kan det hænge sammen med tiden, at eksemplets magt er afskrækkende?
Kvinden, jeg talte med, havde langt over hundrede mænd som konkurrenter, da hun som nyuddannet søgte til et stort anerkendt it-firma, der skulle bruge en håndfuld nye medarbejdere. Hun slap igennem nåleøjet.
Hun og de andre kvinder, der i dag har piger i 15-19 års alderen, kom i it-branchen på et tidspunkt, hvor der var nok mænd, der ville. Hvor industrien slet ikke bejlede til kvinderne som i dag. Hvor de måtte arbejde hårdt for at bevise, at de hørte til, måske ved at blive “dobbelt” så gode/ansvarsfulde, som de mandlige kolleger. Ved at præstere. Ved at sikre, at der ikke kunne sættes en finger på dem. Og det koster tid og opmærksomhed, der går fra hjemmelivet.
Holdningen til kvinder er jo i dag helt anderledes. Det dokumenterede Malou Aamund, der har orlov fra IBM, da hun jo er valgt til Folketinget, i sit indlæg. Der synes at være flot med plads til prioriteringer, der også giver luft til familielivet, og stor respekt for dem.
Hvem ved - måske vil hendes generations døtre sige: “Vi vil helt sikkert arbejde med it, for min mor har sgu’ da et helt fantastisk godt liv.”
Dorte