Din historie
november 1, 2007 af Lykkelig i nørdland
Her kan du læse beretninger sat på af kvinder, der trives i nørdland. Kig blot i kommentarfeltet under dette blogindlæg. Men du kan også bidrage selv. Gå blot ned til “Leave a reply” i bunden af denne side.
Fortæl os for eksempel, om du tændte på de hårde fag, da de andre piger begyndte at drømme om at blive popstjerne eller model. Eller snublede du bare ved et tilfælde senere ind på ingeniør- eller datalogistudiet? Du tog måske den skæve vej ind - via en helt anden uddannelse. Hvad trak, og er der noget, der trækker fra? Ordet er dit.
Læs historierne:
This page has the following sub pages.
Det hele skete ved et tilfælde. Det er den kedelige sandhed, som jeg har måtte leve med og det gør mig lidt bekymret. Det gør mig bekymret over, hvor let jeg kunne være endt i et helt andet fag - så ville jeg jo være gået glip af alt det sjove!
Historien om hvordan jeg endte som datalog starter med at jeg var god til matematik i skolen. Jeg havde inspirerende matematiklærere og specielt en lærer gav mig skubbet til at gå på universitetet og begynde at læse matematik. Dengang kunne man ikke læse matematik alene, det skulle kombineres med et sidefag og min matematiklærer i gymnasiet foreslog datalogi, fordi han selv havde læst det. Jeg bed på krogen og tog datalogi som valgfag i gymnasiet og det var ikke helt galt, så jeg vovede at kaste mig ud i at læse matematik med datalogi som sidefag på universitetet.
Til historien hører også en side, som jeg plejer at fortrænge. Normalt ser jeg mig selv som en stærk, selvstændig kvinde, som tager beslutninger helt uafhængigt af hvad omverdenen mener om det. Det var også til dels rigtigt for min vej ind i it-verdenen, men i dag tvivler jeg lidt på om jeg var endt her, hvis det ikke var for min kæreste, som også har taget en it-uddannelse. Da jeg var færdig med gymnasiet havde vi været sammen i 2 år, og han var netop blevet færdig som datamatiker. Han overbeviste mig om at it-verdenen var interessant og ikke så farlig og uoverskuelig, som jeg vist troede dengang. Uden ham var jeg nok endt som jurapige, statistiker eller endda arkæolog, som var min helt store drøm dengang. Eller også var jeg droppet ud af universitetet, når jeg fandt ud af, at de fag ikke passer til mig - det er jo ikke til at vide.
[...] Din historie [...]
Jeg tror altså ikke jeg er den store inspiration til nogen selvom jeg har forsket i astrofysik og nu er konsulent i mit eget IT-firma. For jeg har nemligt altid været en nørd. Jeg har altid passet lige ind i stereotypen og har altid følt mig helt hjemme sammen med andre nørder, også selvom de tilfældigvis er mænd. Det var mig som lærerne i folkeskolen spurgte hvis det var noget med astronomi, det var mig som min fysiklærer i gymnasiet lige bad om at overtage undervisningen mens han lavede individuelle evalueringer, det var mig der fik skolens højeste snit til studentereksamen.
Jeg står desværre ikke som et lysende eksempel på at kvinder godt kan passe ind i IT-verdenen/naturvidenskaben selvom de er “anderledes” for jeg har aldrig været anderledes. Jeg har briller og drikker cola og koder til langt ud på natten. Og selvom jeg godt forstå hvad det er I vil med det her projekt, så synes jeg at I skal passe på med at gøre IT/naturvidenskab alt for stueren: det er for nørder og der skal det være.
Dette er sørme et superspændende projekt – jeg glæder mig allerede til at følge bloggen og se det ’færdige resultat’.
Som kvinde i IT-branchen undrer man sig jo over, at man ikke ser flere kvinder! Virksomhederne er spændende, omgangstonen er let og ung, pengene er gode, men det vigtigste er nok, at både arbejdsopgaverne og karrieremulighederne er gode. Nå ja, så er der heller aldrig kø på dame-toilettet :-)
”Ja, ja, vil mange så sige – men JEG synes jo ikke, at det er spændende. Jeg vil hellere arbejde med mennesker end at sidde og glo ind i en computer hele dagen”. OG DET ER NOK EN AF DE MEST FORKERTE MYTER I IT-BRANCHEN!! Der er ikke nogen virksomheder, som vil bruge penge på IT, med mindre det har et formål ud over teknikken i sig selv. Det har måske været anderledes tidligere, men IT er i dag centreret omkring kunder og brugere; og resultatet – det gode design - bliver kun godt med en tæt dialog mellem brugere og udviklere/designere og gruppearbejde.
Så god IT er baseret på godt design, dialog, gruppearbejde og et udadvendt fokus. Og der DERFOR, at det er så sjovt….. Og det er i øvrigt også i denne boldgade, at de gode lønninger findes (logisk nok, for det er det, der skaber de gode resultater).
Selv er jeg trådt ind i IT-branchen to gange. Først som helt ung efter gymnasiet, hvor jeg fik et godt job i en IT-afdeling og så tog jeg en masse deltidsuddannelse og kurser. Det var spændende, men jeg fik desværre aldrig færdiggjort uddannelsen og lavede noget andet i en årrække.
At jeg ikke færdiggjorde, har såmænd ikke så meget med den tekniske uddannelse at gøre, som med, at jeg flyttede hjemmefra som teenager og var den første i min familie, som fik en studentereksamen, og jeg manglede nok nogle stærke rollemodeller i mit liv. Så efter en årrække besluttede jeg, at jeg hellere måtte se at få en ’rigtig’ uddannelse. Det blev HD i Informatik – ikke rigtig hardcore teknik, men det smager da lidt af fugl! – og nok mest fordi jeg kunne tage uddannelsen om aftenen ved siden af mit job.
Hvis jeg skulle vælge om i dag, så vil det helt klart være datalogi. Uden tvivl. Og så supplere med bifag inden for et helt andet område: kommunikation, økonomi….
Og så dansede jeg ind i IT-branchen igen – denne gang hos en IT-leverandør, hvor jeg arbejdede som konsulent i flere år. Det var faktisk ikke svært, for som kvinde er man mere synlig og det giver mange muligheder, hvis man tør. Det giver fordele, hvis man gør det godt. Og store IT-virksomheder giver gode muligheder for at prøve forskellige områder af, for det er en meget dynamisk og ung branche, hvor det er tilladt at eksperimentere. Det har været nogle af de mest spændende og lærerige år i mit arbejdsliv, og jeg har fået gode venner her – både mænd og kvinder.
Jeg har nu kunnet bruge mine erfaringer som springbræt til at komme videre karrieremæssigt, og arbejder nu i en hel anden branche i ledelsen som ansvarlig for bl.a. IT. Det er anderledes men også spændende, for nu sidder jeg og skal vurdere hvilke aktiviteter, vi skal vælge at gå videre med.
IT er nemlig dyrt! Og der skal jo være en rigtig god mening for at gå videre med et projekt. Her kommer mennesker ind igen. Kan det løfte noget i forhold til kunderne, kan vi skabe bedre økonomiske resultater, kan vi gøre det bedre for medarbejderne?
Så jeg kan kun opfordre piger til at se forbi fordomme og myter – det bliver med garanti sjovt!
[...] Din historie [...]
Kære Codegirl
Tak for dit indlæg. Vi vil gerne være med til at rehabilitere nørderne. Det er jo en ærestitel ;) - der også signalerer entusiasme, engagement, dedikation og dygtighed. Nørd er godt.
Annette K
@Anette: jeg tror ikke vi har brug for rehabilitering, bare i ikke glemmer os i jeres iver for at gøre faget attraktivt. Det er rigtigt det ikke kun er for nørder, men det er os der er stjernerne om man vil. De andre funktioner er vandbærere. Efter min helt, helt objektive mening ;-)
@Susanne: der er ikke nogen job hvor man helt kan udgå at arbejde med mennesker, men denne branche kan man få jobs hvor man ikke har ret meget med mennesker at gøre, og det er da det fede ved det! Der er da ikke noget mere kedeligt end at sidde i møde og diskutere kontor-politik og tage beslutninger som man ikke selv kan implementere. De får jo ikke lov til at røre ved koden, så de ved ikke hvad der egentlig foregår. De kan ikke se skønheden i et genialt hack. Det er da ikke de job vi skal prøve at sælge til de unge.
Kære Codegirl.dk
>>Der er da ikke noget mere kedeligt end at sidde i møde og diskutere kontor-politik og tage beslutninger som man ikke selv kan implementere. <<
Jeg er meget enig - det er det superskønne ved at arbejde fx i en IT-virksomhed, fremfor ‘bare’ fx et konsulenthus (og her undskyld til en masse derude *s*).
Det er SÅ fedt at se det, man har været med til at planlægge, designe og arbejde med blive til virkelighed og få det til at virke! Det har jeg immervæk brugt 3plus2plus7 år af mit liv på. Og jeg kan godt savne en gang i mellem at sidde med hands-on og få et problem til at falde på plads.
(Og så har jeg i øvrigt aldrig som udvikler eller projektleder været med til at diskutere kontorpolitik. Det har min timepris været for høj til *s*).
mange hilsner
Susanne
@Susanne: jeg er enig med dig i at det fede ved at have en høj timepris ikke nødvendigvis er pengene men at man bliver taget alvorligt.
Jeg synes også at beslutninger om hvilke udviklere der skal være på hvilke projekter og om budgetet for et projekt er i kategorien “kontor-politik”. Kravspec og testspec er derimod “rigtige arbejde” som jeg synes er en udvikleropgave som skal laves i fællesskab med projektlederen og kunden (hvor projektlederen fungerer som buffer mellem udvikler og kunde).
Man kunne aldrig flå mig væk fra koden. Ligemeget hvor meget anvar man har som leder, så kan det aldrig være så fedt som et godt hack. Hvis jeg sidder i møde mere end 1 time om ugen er det for meget tid væk fra skærmen.
Navnet er Anna-lis, 40 år, familien består af mand og to store børn (12 & 14). Jeg cand.mag i informationsvidenskab og filosofi, og har arbejdet i IT-industrien siden jeg blev færdig uddannet.
For tiden sidder jeg i en stilling som Application Manager indenfor produktion, dvs. som leder af et team, der sikre at kundens produktionssoftware dels virker hele tiden, og dels udvikler sig i takt med kundens behov for forandrede arbejdsprocesser. Men forud for det har jeg blandt andet arbejdet som IT- specialist, interaktionsdesigner, produktmodningskonsulent og forretningskonsulent.
Jeg sidder nu på 4 uge på et nedslidt hotel i Guargon i Delhi i Indien, og føler mig faktisk nærmest lykkelig i nørdland. Jeg er her for at teame op med de medarbejdere, jeg har ansat. Dels for at lære dem op og dels for at sikre, at det er den rigtige sammensætning af folk, jeg har fået fat på. Og når man sådan sidder der midt i det hele … det hårde slid, rusen over at det ser ud til at lykkes, angsten for at man har overset et eller andet, så er det sjovt at tænke tilbage på, hvordan det hele startede, og hvordan det kan være at man rent faktisk er havnet på den rette IT- hylde. For mit vedkommende uden egentlig at have troet, at det var der jeg skulle hen.
Tænde på de hårde fag gjorde jeg ikke. Jeg tændte faktisk slet ikke på fag overhovedet, da jeg startede i gymnasiet. Jeg begyndte bare fordi jeg ville have en akademisk uddannelse, så jeg kunne komme ud af byen og væk fra bondelandet(jeg kommer fra en lille flække udenfor Holstebro).
Det var bare svært at nå det fornødne snit når man dyrkede mindst
25 timers gymnastik om ugen, sad i skolens festudvalg, var dybt involveret i bestyrelsesarbejde… Snittet blev crappy og drømmene brast.
Heldigvis fik jeg mulighed for at tage studentereksamen om. Men da den var så ringe som den var, betød det, at jeg skulle tage en fuld studentereksamen på et år. Ja, det er rigtigt: Fuld pensum alle fag på et år. Ikke en dag uden en aflevering, ikke en uge uden mindst to rapporter og en stil på programmet.
HELDIGT FOR MIG havde jeg en nørdet kæreste med egen computer. Han lærte mig noget om it-teknologiens lyksaligheder, om copy paste, om databaseregistren(til at holde styr på afleveringsopgaverne), om formel beregning og om databehandling i al almindelighed. Han blev min redning og min vej ind til teknologien. Og pludselig var det fedt. Pludselig var matematik det sjoveste på jorden, fysik den rene legestue og kemi noget man brugte som et slags frikvarter.
Jeg var på. Jeg var tændt. Jeg havde opdaget, hvad teknologi kan gøre. Og som det velopdragne menneske jer er, var jeg simpelthen nød til at gøre noget for at andre fik den samme AHA, eller rettere jubii, oplevelse. Jeg måtte flux indrullere mig på universitetet for at lære at forme, udvikle og formidle IT løsninger.
Informationsvidenskab blev min lidenskab, men for ikke at fortabe mig helt i nørdland, kombinerede jeg det med sociologi, etnografi, filosofi og lingvistik. Jeg fandt en vej, der var blød og hård på samme tid, nørdland og striktrøjer i en pære vælling. OG jeg har aldrig fortrudt. Jeg passer sjældent helt ind, enten fordi jeg er for nørdet, eller fordi jeg er for humanistisk. Men der går ikke en dag, hvor jeg ikke bruger stort set alle de forskellige facetter min uddannelse og min erfaring har givet mig.
Jeg er ikke stort set lykkelig i nørdland. Jeg er absolut lykkelig i nørdland.
[...] Din historie [...]
Hvilken herlig historie Anna-Lis. Og lad os meget gerne, hvorledes det går i Delhi. Noget af en opgave, lyder det til/Dorte
Er min historie spændende?
- Var min første tanke, da jeg læste om dette projekt.
Som så mange andre kom jeg ind i IT-branchen af “bagvejen”. Jeg læste økonomi på Universitetet, men fik en rigtig hacker kæreste - han viste mig MUDS (Multi User Dungen and Dragons) vidunderlige verden og inden længe sagde min telefonregning på kollegiet spar to. What to do? Jeg fandt ud af at jeg kunne bruge universitetets internetadgang (det var dengang internet browseren hed gopher), men deres computerlokaler lukkede kl. fem. Det holdt heller ikke. Heldigvis havde jeg havde fundet en internetcafe hvor nogle af folkene også spillede, så jeg vandrede glad og fro derned og forklarede sagen og spurgte om jeg kunne få et eftermiddagsarbejde. Det måtte jeg godt.
Det var bare lidt svært at få studie, studiejob på den lokale tank og eftermiddagsjob på internetcafeen til at hænge sammen. Samtidig havde jeg taget et kursus på Økonomi der hed datamatik hvor vi kodede en lille smule i pascal - og det var faktisk ret sjovt og nemt. Min verden blev mere og mere computer-orienteret.
På et tidspunkt indså jeg, at det med mig og økonomi-studiet, det holdt ikke. Så jeg meldte mig ud af universitetet og tog et job i 6 mdr som alm. it-slave, men søgte samtidig ind på datalogi på universitetet. Hvorfor ikke gøre hobbyen til ens fag, hvis det alligevel var det jeg brændte for?
Samtidig med at jeg startede på universitetet fik jeg muligheden for et deltids job hos DIGITAL (nu HP) hvor jeg lærte en hel masse om drift og outsourcing. Efterfølgende fik jeg et deltidsjob i webbranchen som system administrator i de glade DOT.COM dage, men efter et par år i overhalingsbanen søgte jeg job i DIKUs IT-afdeling og skiftede gladeligt Windows ud med UNIX.
Jeg er nu ved at skrive mit speciale. Jeg har på ingen måde taget mit universitetsstudie på den “anbefalede måde”, men jeg har haft det rigtig sjovt imens og lært en hel masse i kombinationen af teori og praksis. Hobbyen blev mit liv.
Og der bliver stadig nørdet i fritiden med planlægning af open source konferencer og meget andet godt. Og hvor er det dog dejligt befriende at IT er så universelt - det er fuldstændigt fløjtende ligegyldigt om din bedste ven sidder på den anden side af kloden, man kan stadig være fælles om et projekt.
Om jeg er nørd? Det er jeg nok - mine venner kalder mig det jævnligt - og det er helt i orden. Jeg er lykkelig i nørdland.
Siden jeg var barn har jeg synes at jeg skulle være skuespiller men efter et ophold på en teater højskole kom jeg frem til at det skulle jeg ihvertfald ikke. Derfor søgte jeg ind på statskundskab og matematik på universitetet. Jeg havde læst beskrivelsen for datalogi og det lød spændende men jeg mente at det nok bare var for nørder og ikke noget for mig. Det blev matematik som blev valgt og da jeg nu skulle vælge fag tog jeg også lige datalogi første år. Datalogi var meget sjovere end matematik for der fik man lov til at lave små programmer og man skabte noget, der ud over var der ret hyggeligt på datalogi og matematik var ret svært. Så det blev kun til sidefag i matematik men en dejlig kandidat grad i datalogi fra København universitet.
Lige nu er jeg startet på en PhD på DTU hvor jeg har fået stipendie og får derfor løn for at nørde videre. Så jeg er lykkelig i nørdland!
En af de ting der driver mig i nørdland er at jeg ikke kan acceptere holdninger som går ud på at man er god til noget pga sit køn eller hår farve. Jeg mener at kultur har den største inflydelse på hvordan man vælger at bruge hjerne cellerne.
Jeg vil gerne sige tak til de afsindigt nørdede og dejlige piger jeg har mødt igennem mit studie og arbejde og som modbeviser alle fordomme om hvordan en nørd ser ud.
Lykkelig i nørdland! Ja!! Og så var nørdland ikke engang den vej jeg oprindelig valgte.
Jeg startede med at læse til kemiingeniør på DTU og er så gammel at computere ikke rigtig var fremme endnu - i hvert fald der hvor jeg kom fra :-)
Mens jeg læste boede jeg på kollegie og dér lærte jeg nørdland at kende, og jeg lærte en masse af nørderne (drengene) på køkkenet….. blandt andet at det her jo var spændende og at denne logiske rene verden (idealistisk set ;-) der åbnede sig for mig passede perfekt til hvordan min hjerne er skruet sammen. Jeg fik sparet sammen til min første computer og pludselig kunne nattetimerne gå godt med at kode de mærkeligste ting - bare for at kode :-). Så jeg drejede retningen på min kemiingeniøruddannelse så den blev mere teknisk og jeg dermed fik arbejdet mere med matematisk og derigennem med mre udvikling.
Først da jeg var færdig som kemiingeniør gik det op for mig at jeg nok aldrig kom til at arbejde med det og ærligt, så beklagede jeg det ikke - det periodiske system og jeg var aldrig en god kombination - jeg er et mere logisk tænkende menneske. Og jeg har i de 15 år der er gået siden arbejdet i IT branchen.
Det har været i konsulentbranchen, hvor jeg har udfoldet mig, og det har været nogle spændende år. Jeg ELSKER mit fag - det mest komplicerede fag i verden. Jeg tænder på de kreative sider i det, at få lov at udtænke, beskrive og planlægge løsninger, at være problemknuser, at være struktureret og metodebevidst, at diskutere med kunderne og kollegaerne (hvor taget mange gange har været ved at lette) og blive enige om vejen frem.
Nu arbejder jeg som arkitekt og det har jeg gjort i 4 år og det er en rolle hvor jeg netop har fået lov til at udnytte mine kreative evner, hvor der er stor kundekontakt og stor respekt.
Jeg har også haft tid til at få 2 drenge på 11 og 5 år. De steder hvor jeg har været har der været en høj grad af fleksibilitet, en respekt for at familien skal der også være plads til. Når jeg i perioder har haft meget travlt har jeg kunnet planlægge min tid selv, så det ikke gik ud over mine små drenge.
Jeg har ikke mistet mig selv undervejs (føler jeg selv) - ja, jeg er en nørd af natur - god til at grave mig ned i en udfordring, men jeg er også så meget andet. Jeg er Pigen Rikke, og jeg prøver at holde fast i det også…….at være en Pige og at være stolt af det :-)
Jeg har lige startet mit eget firma, hvilket skaber en masse god turbulens i mit liv ligenu - så det er et godt tidspunkt at se tilbage…for at kunne kigge frem.
Da jeg fik min første computer (en aflagt 100 Mhz) var det kærlighed ved første klik. Det var magisk at finde ud af hvordan man kopierede filer og andre helt basale ting :-) Jeg sov mindst muligt for at have tid sammen med computeren.
Da jeg endelig fik internetforbindelse, var det som at komme til månen! Spændende at udforske helt nyt land - wow! Det lille skrattende 56k modem var min baggrundsmusik i årevis.
IT - dets muligheder og potientale har altid virkelig “tændt” mig. Så derfor startede jeg på datalogi på KU, skiftede til datamatiker og blev færdig for 4 år siden.
..og nu starter jeg firma og laver dét jeg allerhelst vil, selvom jeg bor langt fra alting. Men med en god 2 GB livsline ud i verden, kan jeg få arbejdsliv og familie med 3 børn til at gå lykkeligt hånd i hand i nørdland!
Venlig hilsen Line Wied - http://www.wied-webdesign.dk